Hvis du vil tage stilling i spliden

Af formand for Fair bidragssats, Chresten Heesgård Ibsen

Der ER gået fnidder i bestyrelsen i Fair bidragssats. For god ordens skyld skal begge sider bringes her, så du selv kan vælge, om eller hvordan du vil tage stilling.

Der er fire medlemmer, der gerne vil indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Såvidt jeg forstår bakker de tre udtrådte bestyrelsesmedlemmer fuldt ud op om det initiativ.

De skriver blandt andet:
»Mener du også at der SKAL afholdes en ekstraordinær generalforsamling i foreningen Fair Bidragssats? Bestyrelsen – på nu blot 4 medlemmer ud af oprindeligt 9 – tager ikke initiativ til en ekstraordinær generalforsamling men har blot konstitueret sig på ny, selvom 4 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant har valgt at trække sig.
Hvis 1/3 af foreningen Fair Bidragssats’ betalende medlemmer ønsker at der skal afholdes en ekstraordinær generalforsamling, er den nuværende bestyrelse forpligtet til at afholde denne seneste 4 uger efter, iflg. foreningens vedtægter paragraf 5. stk 1.«
Læs de fire medlemmers opslag her.
Læs mere om initiativet på Finanswatch her.

Jeg har tidligere skrevet min holdning som ny formand. Sidst i et svar til vores medlem, Helle Hansen, som tog sig tid til at forklare, hvorfor hun nu ønsker at melde sig ud af foreningen. Her er lidt af, hvad Helle skrev på facebookgruppen:

»Så har jeg netop meldt mig ud af foreningen Fair Bidragssats.
En amputeret bestyrelse, som ikke vil nedlade sig til at informere medlemmer og tidligere bestyrelsesmedlemmer, som ikke holder sig tilbage med mudderkastning – nej tak.«

Mit svar var:

»Kære Helle. Det er jeg ked af at høre. For tiden er der rigtigt mange opslag på denne gruppe, som jeg oprettede den 21 februar 2016, som gør mig ked af det. Jeg har taget formandskasketten på i et YDERST svært øjeblik, hvor der kastes med alt, hvad kastes kan. […] Vi skal nok komme videre. Jeg tager gerne ansvaret for alt det brok, medlemmer og ikke-medlemmer lige nu fyrer af fra alle kanter. Jeg vil med glæde tage rollen som den mest udskældte – igen – i denne gruppe, for at få den videre. Det har jeg gjort før, og om jeg er med i bestyrelsen om 3, 9, 50 eller 200 uger rager mig en høstblomst. Bare den respekterer sig selv og ønsker at samarbejde. […] Hvis man stikker af fra noget bør det i mindst mulig omfang gå ud over dem, der bliver tilbage. Og det gør det, hvis der partout skal indkaldes til ekstraordinær generalforsamling på baggrund af udmeldinger. Men det er min måde at se på udmeldinger på. Jeg forstår, at det er nemmest at se sort-hvidt på tingene, men det bringer dem ikke tættere på sandheden. Just say’in! Venlig hilsen Chresten«

Læs hele indlægget (på facebook) her.

Her er, hvad jeg forklarede Finanswatch i dag, 9. maj, om vores interne fnidder. Derudover tager bestyrelsen også ønsket om ekstraordinær generalforsamling op – igen – på næste bestyrelsesmøde, der ligeledes bliver ekstraordinært.

Håber, det besvarer nogle spørgsmål. Vi vil alle gerne videre, og det kommer vi. Husk at læse alle de gode nyheder også.

10 thoughts on “Hvis du vil tage stilling i spliden

  1. Johnny Bjarnholt-Olsen

    Jeg mener så absolut tilsvarende, at der skal indkaldes til ekstraordinær generalforsamling.
    JA med store bogstaver.

  2. Helle Bjerregaard

    Jeg mener, at der skal en ekstraordinær generalforsamling til for at komme videre – 4 bestyrelses medlemmer er for sårbart – og alt fnidder risikere at fortsætte. Energien skal bruges på sagen og ikke på interne uenigheder.

  3. Henrik

    Der må et nyt valg til om ikke andet for at få ro. Nogle gange må man tage tyren ved hornene.
    Håber vi hurtigt kan få ny valg, så vi kan komme frisk igang igen.

  4. Hans Christiansen

    Vi har nogle elefanter i lokalet. Derfor behov for en ekstraordinær generalforsamling. Nødvendigt med et solidt mandat i arbejdet fremover.

  5. Hardy Bjærge

    Der er ingen tvivl om, at den rigtige løsning er en ekstraordinær generalforsamling. Vedtægterne siger at bestyrelsen skal bestå af 7 medlemmer. Samtidig er det vigtigt, at afstemningen overholder vedtægterne, så telefon afstemning ikke kan fortages denne gang, uden at vedtægterne bliver tilpasset denne afstemningsform. Videre skal vedtægterne tilpasses foreningen på mange punkter. At den nuværende bestyrelse ikke stemte imod en ekstraordinær generalforsamling, er det rigtige referat at 3 stemte imod og Chresten Ibsen og jeg stemte for, hvilket også kan læses i det interview som Chresten har givet Finanswatch. Men det er kun glædeligt, hvis de 3 andre har eller skifter holdning.

  6. Morten Eeg Nielsen

    Hvis vi ser bort fra at den nuværende situation i bestyrelsen er lettere uholdbar, så kan jeg udmærket forstå og støtter også de bestyrelsesmedlemmer der ønskede en ekstraordinær generalforsamling.

    Når en forening bliver dannet af 150-200 personer for derefter at vokse sig mindst ti gange så stor, så er det et demokratisk problem hvis man ikke afholder en ny (ekstraordinær) generalforsamling således at foreningens prioriteter sikres bredest mulig forankring blandt medlemmerne. Ligeledes skal bestyrelsen også sikre sig at den rent faktisk har medlemmernes støtte og tillid. Derfor har en ekstraordinær generalforsamling hele tiden været den eneste logiske løsning på at foreningen er vokset så meget som den er.

    • Hardy Bjærge

      Morten. Det er jeg enig med dig i.

  7. Helle Hansen

    Kære Chresten – jeg står fuldt ud ved, hvad jeg skrev i FB-gruppen, men det er altså ikke ensbetydende med, at du bare kan bruge det (i stærkt forkortet udgave !) hér. Dit svar fremstår i sin fulde længe. Jeg har meldt mig ud af foreningen og dermed skal du ikke bruge mit navn i flæng – det er komplet uinteressant for andre medlemmer. Du kunne jo have skrevet “et medlem” ? Just saying 😉

  8. Morten Larsen

    Det er muligt at bestyrelsen er beslutningsdygtig jf. vedtægterne, som jo foreskriver at bestyrelsen er beslutningsdygtig ved bare 3 medlemmer, men det er altså til bestyrelsesmøder. Til gengæld er bestyrelsen ikke lovlig jf. vedtægterne hvor der står at bestyrelsen skal bestå af 7 medlemmer. Og hvis man virkelig ville kunne man sagtens afholde bestyrelsesmøde med kortere varsen også jf. vedtægterne §6 stk. 5, det skal bare afholdes senest 2 uger efter anmodning af formand eller mindst 3 medlemmer. Hvad nytter det at man har vedtægter, når man bare, arrogant, laver sine egne “spilleregler” bagom, så kan man jo bare gøre som det passer bedst. Foreningens vedtægter er det øverste regelsæt og ikke jeres forretingsorden. Og jeg skal endnu eg gang, igen igen, gøre jer opmærksom på at i har et bestyrelsesansvar som indebære at i har PLIGT til at sørge for at foreningens vedtægter bliver overholdt, hvor dårligt de så end er formuleret. Se at få indkaldt til den ekstraordinære generalforsamling, så bestyrelsen igen bliver fuldtallig så der er flere om opgaven, alt andet er useriøst og en hån mod foreningens vedtægter.

  9. Tom Jensen

    Det ser ud som om, det er de rigtige, der frivilligt har forladt bestyrelsen, og at de tilbageblevne har styr på en svær opgave. Fuld tillid til jer.
    Med venlig hilsen
    Tom Jensen

Comments are closed.