Kritiske Bankkunder og Fair Bidragssats indgår nyt strategisk samarbejde

Fair Bidragssats’ formand Chresten H. Ibsen og Kritiske Bankkunders formand, Peter Kovács, mødtes i Slagelse den 29. september, 2019, for at drøfte og give håndslag på et fremtidigt strategisk samarbejde mellem de to organisationer.

Flere fælles interesser
Kritiske Bankkunder er en forening, der arbejder på at styrke bankkundernes retssikkerhed og på at øge gennemsigtigheden i banksektoren, mens Fair Bidragssats’ mål er at styrke konkurrencen på realkreditmarkedet og ligeledes øge gennemsigtigheden i realkredit- og banksektoren.
»Kritiske Bankkunder ønsker – ligesom Fair Bidragssats – at konkurrencen skal øges mellem bankerne indbyrdes,« forklarer foreningens formand, Peter Kovács, der er cand. jur. og HD(O) og HD(U).
»Dén konkurrence, der skal medføre, at bankkundernes udgifter til renter og gebyrer bliver reduceret,« fortsætter han.

Adgang til egne data
Markedet skal – ifølge Kovács – være effektivt, så priserne bliver konkurreret i bund. I dag er det svært – for ikke at sige umuligt – for både boligejere og helt almindelige kunder at få overblik over, hvad det samlede nettoengagement i et pengeinstitut koster.
»Derfor skal bankerne tvinges til – uopfordret – at give deres enkelte kunder adgang til alle de data, som banken har indsamlet og beregnet om dem,« slår Peter Kovács fast.

Gennemsigtighed og konkurrence en mangelvare
Han og Kritiske Bankkunder har udviklet en online beregner, så du selv kan teste, hvad du betaler for dit nettomellemværende med din bank. Den kan du prøve her: Beregn de Årlige Omkostninger i Procent (ÅOP) af dit NETTOmellemværende med banken.
Formand for Fair Bidragssats, Chresten H. Ibsen, der repræsenterer de almindelige danske boligejere, er enig:
»Det er en problematik, der i dén grad også vedrører vores medlemmer. Gennemsigtighed og konkurrence har vi efterspurgt siden stormen om bidragssatserne i 2016, og politikerne har stort set intet gjort for at ændre på forholdene.«

Samarbejde for bedre vilkår i banken
»Derfor er det stærkt at finde en relevant samarbejdspartner i kampen for bedre vilkår for bankkunderne, borgerne og dermed også boligejerne,« understreger Chresten H. Ibsen.
Både han og Peter Kovács, der er cand. jur. og HD(O) og HD(U), glæder sig til det kommende strategiske samarbejde mellem Fair Bidragssats og Kritiske Bankkunder.
Du kan læse meget mere om foreningen Kritiske Bankkunder – på foreningens hjemmeside: bankkunder.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *