Nyt boligejernævn skal sikre alle danske boligejere fair behandling

Fair Bidragssats, foreningen af boligejere, der kæmper for boligejernes vilkår i Danmark, lancerer i denne uge boligejernes eget uafhængige nævn – et nævn, der for første gang ikke er under indflydelse af den finansielle sektor i Danmark.

“Da vi klagede over bidragssatsernes forhøjelser i 2016, skete det via de helt konventionelle kanaler. De fleste ønskede at klage til Forbrugerombudsmanden, fordi indholdet i deres klager var af en sådan karakter, som de fleste kunne gennemskue ikke havde relevans at drøfte på pengeinstitut-niveau.
Ikke desto mindre var tilbagemeldingen, at vi kun måtte klage via de allerede etablerede klagekanaler. Det vil vi nu ændre på og således imødekomme ønsket fra mange boligejers side om et uafhængigt klagenævn,” siger formand i Fair Bidragssats, Chresten H. Ibsen.

343860_16_9_large_855

Foreningen har ikke haft tiltro til, at de forskellige klageinstanser har behandlet klager helt objektivt og uafhængigt. Den manglende tiltro skyldes, at pengeinstitutter og realkreditforeninger selv sidder repræsenteret i disse nævn. Og ingen klageinstanser har repræsentanter for boligejerne, hvilket foreningen klart opfatter som en svaghed.
“Vi har heller ikke observeret nævneværdig politisk interesse for at tilpasse lovgivningen med andet end mindre detaljer. Selv da Konkurrencerådet, en del af Erhvervs- og Forbrugerstyrelsen under Erhvervs- og Vækstministeriet, i august 2017 udgav en rapport med konklusioner, der i høj grad gik kreditforeningerne imod og afdækkede den manglende konkurrence på området, en rapport med 16 anbefalinger til handling, greb politikerne fortsat ikke ind,” påpeger formanden.

“Derfor finder vi det nødvendigt nu at handle selv og etablerer Danmarks første uafhængige boligejernævn,” slår han fast.

Nævnet, navnet og dets tre medlemmer præsenteres for offentligheden tirsdag den 20. marts – du kan blandt andet læse mere her på hjemmesiden.

 

(For yderligere spørgsmål og info, kontakt: Chresten H. Ibsen, fmd. Fair Bidragssats: T: 3165 0189, 
M: chresten@fairbidragssats.dk)

4 tanker om “Nyt boligejernævn skal sikre alle danske boligejere fair behandling

  1. Bent Kristensen Svar

    Hej Fair Bidragssats.

    Hvor er det dejlig læsning. Jeg ser frem til, der sker noget på området – Private Boligejere.
    Jeg vil blot spørge, om ikke sådanne meddelelser kunne sendes ud som almindelige mail, så man ikke kun får øje på dem, når man tilfældig vis er på Facebook?
    Det er jo ikke alle der lige får åbnet FB når der er kommet noget nyt.
    Jeg formoder man i sekretariatet har mailadresser på medlemmerne.
    Mvh. et 100% medlem

    Bent Kristensen

    • Chresten Svar

      Hej Bent!

      Helt enig. Nyheden skal nok blive sendt ud med nyhedsmailen også – og ikke blot via Facebook og hjemmesiden her.

      Og tak fordi du fortsat er 100 % medlem 👍👍

      Vh Chresten / Fair Bidragssats

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *