Politikere: Lyt til boligejerne!

Kære folketingskandidat!

Hvis du bliver valg ind i Folketinget, hvem vil du så lytte mest til: Bankerne eller boligejerne?

Sådan kan du skrive til din foretrukne kandidat til det kommende valg til Folketinget. For lige nu er alle i valgkamp, hver en stemme gælder, og vi boligejere udgør en stor og væsentlig gruppe af vælgere.

Vi har – i foreningen Fair Bidragssats – oplevet en nærmest ikke eksisterende interesse for os, når vi rejser til Christiansborg for at bede politikere sætte skub på konkurrencen i realkreditten. Når vi beder politikerne arbejde for bedre vilkår for nye realkreditinstitutter eller bare regulere på området.

Ofte kan vi se, at de bruger meget mere tid med bankerne – herunder bankernes lobbyorganisation FinansDanmark, end vi får. Desuden er det ofte branchens egne folk, der sidder i de udvalg og nævn, som afgør sager, der vedrører os boligejere. Det eneste råd, konkurrencerådet, der endelig skrev en kritisk og veldokumenteret rapport med 16 anbefalinger til at sikre sund konkurrence på realkredit-området, undlod politikerne at følge. Kun 1 anbefaling blev fulgt!

Derfor er der behov for at stille spørgsmål til politikerne nu. Før de bliver valgt.

Det kan DU hjælpe med. Find din kandidat på Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn eller nettet. Skriv et spørgsmål. For eksempel dét, som står øverst i artiklen her. Eller del billedet:

Du kan ‘tagge’ Fair Bidragssats, hvis du véd, hvordan. Når kandidaten svarer, så tager du et screenshot – eller på dansk: skærmprint – af svaret. Det svar kan du dele med Fair Bidragssats på vores Facebookside. I en mail til info@fairbidragssats.dk eller i kommentaren herunder.

For så kan vi bruge svaret, når politikeren en dag ‘glemmer’ os igen. Og det vil komme til at ske. Især for de større partier som DF, Socialdemokratiet og Venstre. Det skal – retfærdigvis – siges, at partier som Enhedslisten og SF til gengæld har været meget lydhøre.

 

Hvorfor skal vi gøre det?

For det første er vi mange. Vi var i 2017 1.575.000 boligejere i landet. For det andet er det os, som via bidragssatser, gebyrer og afgifter finansierer langt den største del af velfærdssamfundet.

Det betyder, at vi har en større betydning end bankerne. Bankerne har udvist ufattelig dårlig dømmekraft og moral gennem de seneste mange år. Boligejerne er ved at være trætte af, at være malkekvæg for spekulative banker, og det er på tide, at vores krav og ønsker bliver hørt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *