Realkredittens opløsning: Danmarkshistoriens største politiske fejltagelse

Af Gert Sauer

Der har været talt om den i årevis, i grundejerbevægelsen og udenfor, mand og mand imellem, men ikke mindst iblandt landets låntagere, der har været taget initiativer af forskellig art, men vi lider stadig under den : Realkredittens opløsning.
Berømt i den vestlige verden

Mange unge, herunder mange af Folketingets nuværende medlemmer, kender slet ikke forskellen på ‘den gamle’ og den uværende ‘realkredit’. Jeg har altid undret mig over, hvordan det i det hele taget gik til, at man som en tyv om natten, og stort set uden modstand, kunne ødelægge den realkredit, som var beundret og berømmet i hele den vestlige verden.

Den første lånerejede institut opstod på Sjælland i 1700-tallet, efter min opfattelse, er det en opgave for grundejerbevægelsen at få den genoplivet i 2018.
Fra verdensberømt til alm. bankkredit

Jeg har intet noget imod realkreditinstitutterne og deres ledelser, men jeg er stærkt imod institutternes nuværende opbygning og ejerforhold, for I midten af 1980’erne, ophørte den verdensberømte danske realkredit med at eksistere, idet man, af uransagelige politiske grunde, var enige om, at omdanne den til det den fremtræder som i dag, en ordinær bankkredit, blot med fast rente, hvilket de involverede banker, dog hårdnakket benægter, men efterhånden kan alverden se, at noget er der galt, og at der dengang var tale om Danmarkshistoriens største politiske fejltagelse.
Modellens opbygning

Den oprindelige realkredit var opbygget således:

Institutterne var ejet og drevet af låntagerne.

Ved optagelse af lån blev man medlem, og betalte et indskud som en del af reservefonden

Ved betaling af ordinære ydelser, udgjorde også en del af beløbet, indskud til reservefonden.

Ved indfrielse af lån, fik man refunderet en del, af de indbetalte reservefondsmidler.

De årlige gebyrer lå i promilleklassen, fordi foreningerne var drevet på non profit basis.

Som medlem hæftede man med sin belånte ejendom, ligesom der var solidarisk og personlig hæftelse !

Obligationskøberne havde således sikkerhed i form af: Ejendommen, lånegrænser, den personlige og solidariske hæftelse samt beløbene i reservefondene.
Genial sikring mod tab for alle

Verdens mest geniale system, som 99.999 % sikrede enhver, såvel låntager som investor, imod tab, og udgifterne til administration, var ikke noget der skabte uro blandt medlemmerne, for den stod foreningen selv for, så det var meget billig.

Ved opløsningen af den gamle realkredit, stod man med nogle reservefondskonti i milliardklassen. Disse penge tilhørte uomtvisteligt låntagerne, som havde indbetalt dem igennem foreningernes levetid, i form af indskud og løbende årlige indbetalinger.
22 mia. til Danske Bank

Man havde også sin egen bygningsmasse, stort set i enhver større by. Også disse bygninger tilhørte foreningerne, og dermed låntagerne. Hvad der skete med dem, om der blev betalt for dem og af hvem, og hvem der fik pengene, svæver i vinden.

Jeg vil dvæle ved reservefondene:

Efter det oplyste, udgjorde saldoen alene i den del af realkreditten, som Danske Bank overtog, 22 milliarder, 22.000.000.000 danske kroner.

Dette kolossale beløb, blev kvit og frit overdraget til den nyetablerede fond, Realdania., og de kunne så disponere over beløbet, til nogle nærmere, (politisk) fastsatte, ”almennyttige” formål.

Lidt nyt fra den kant fik vi, da det viste sig, at et flere hundrede millioner kroners stort tilskud til Royal Arena i København, til dels, var brugt til spøg-skæmt og andet frås.
Polstrer sig igen

Disse reservefondsmilliarder, er nøjagtigt de samme penge, som bankerne i dag beder låntagerne indbetale til ‘polstring’ af institutterne.

Eksempler på, at disse af bankens kunder indbetalte ‘polstringspenge’, i en vis udstrækning er blevet, og fortsat bliver, udbetalt til bankernes aktionærer som udbytte, har været nævnt i pressen.

Set fra et kundesynspunkt, den omvendte verden, for hvem andre end netop aktionærerne, var nærmest til at indbetale disse polstringsbeløb ? Ingen andre brancher, har mulighed for at bede kunderne indbetale den sikkerhed der kræves af en branche, for at kunne drive virksomhed.
Send pengene tilbage

Hvad der skete med beløbene fra reservefondene i de øvrige realkreditinstitutter, ved jeg ikke.

Hvad burde man gøre i dag?

Man bør lægge pres på landets politikere, således at det gøres muligt for / pålægges fonden Realdania, at returnere en del af milliardformuen, så man kunne genopstarte et lånerejet nyt institut, som kunne tage konkurrencen op med bankerne.

Jeg ved naturligvis godt, at bankerne vil kæmpe med næb og klør, for at bevare deres guldæg, institutterne, på egne hænder.

Men det syntes jeg da også de skal, men i konkurrence med et nyt lånerejet og -styret institut.
Nyt realkreditinstitut – ægte kundeejet

Med et startbeløb på 2-3 milliarder til en ny reservefond, kunne man udlåne imellem 35 og 50 milliarder, en god begyndelse, for at få gang i opbygningen af en ægte brugerejet realkredit.

Jeg husker, at et af folketingets daværende medlemmer, Kristen Jacobsen, som den eneste af de 179 personer, havde mod og vilje til at kæmpe imod, at nedlægge de gamle institutter, og derfor anlagde en sag. Om sagen kun vedrørte opløsning af de gamle institutter, eller om den vedrørte reservefondene, husker jeg ikke, heller ikke om en ny sag i dag ville være forældet ? Men grundejerforeningerne, har mange dygtige advokater i deres midte, som kan gøre os klogere på det spørgsmål.

Nu burde det aldrig kunne komme så langt, for enhver, for hvem fremtidens belåningsmuligheder for landets grundejere, er en hjertesag, burde indse det fornuftige i, at i det mindste en del af de gamle låntageres indbetalte midler, igen fik lov at virke som det var forudsat, som sikkerhed for verserende lån.

Jeg kan ikke sige mig fri for, at være sur over, at en oprindelig privat andelslignende idè, startet af driftige grundejere, og som igennem århundreder havde vist sin styrke, sikkerhed, effektivitet og smidighed, på en tilfældig dag, med et tilfældigt folketingsflertal, og med et pennestøj, blev sat helt ud af kraft, uden at de retmæssige ejere, har fået deres tak og betaling, på anden måde end ved, at nutidens lånegebyrer, er sendt på himmelflugt, og at de er blevet bedt om igen at indbetale til den ‘buffer’ der blev frataget dem, men som stadig eksisterer næsten intakt, men i dag, groft sagt, anvendes til genopretning af gamle slotshaver.

Gert Sauer, januar 2018. Også bragt i magasinet Danske Udlejere.