Fredag den 5. maj 2017 mødes Forbrugerombudsmanden med Totalkredit i Københavns Byret. Anmeldelsen indløb allerede 31. maj 2016 ovenpå massive protester mod Totalkredit og Nykredit over de hævede bidragssatser i foråret 2016. Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen meldte dog først ud offentligt om anmeldelsen den 9. september i en pressemeddelelse på ombudsmandens hjemmeside.
Vildledende markedsføring af ydelsen på fastforrentede lån
Selve lovovertrædelsen handler om , at Totalkredit – efter Forbrugerombudsmandens opfattelse – har vildledt forbrugerne i to produktark, som selskabet har benyttet til at oplyse om sine låntyper. De to ark er benyttet som markedsføringsmateriale i perioden 25. juni 2012 til 10. marts 2016.